Shelterplads i den gamle grusgrav, Nørlund Plantage
Den primitive overnatningsplads ligger fint og omkranset af nåleskov i den gamle grusgrav i det nordøstlige hjørne af Nørlund Plantage. Pladsen består af to små sheltere med bålsted, bordebænkesæt og muldtoilet. Der er mulighed for at slå et par mindre telte op på et græsareal ved siden af shelterpladsen. Der er plads til 2-3 overnattende i hver shelter. Shelter 1 kan bookes her på siden, shelter 2 benyttes efter først-til-mølle princippet.
Vand og brænde skal du selv medbringe. Det er tilladt at samle grene i skovbunden til brænde, men der må ikke fældes træer.
Shelterpladsen skal efterlades opryddet, og alt affald skal bringes med ud af skoven. Husk at slukke bålet inden du forlader shelterpladsen!
Find vej til pladsen
Fra vej 185 mellem Ikast og Ejstrupholm drejes ind ad Grusgravvej, hvor der kan parkeres. Følg grusgravvej ca. 250 meter mod øst/nordøst og derefter mod syd/sydøst til pladsen.
Vær opmærksom på at et shelter på en primitiv overnatningsplads kan bookes 3 måneder frem i tid.